En usædvanlig valgkamp er overstået, og en spændende regeringsdannelse er i gang. Danmarks ubetinget største bestyrelse med 179 medlemmer er sammensat på ny og vil formentlig inden for de næste uger være klar til at trække i arbejdstøjet. Udfordringerne står i kø og vi kan kun håbe på, at vores nyvalgte politikere hurtigt kan blive enige om en kurs, der kan lede os igennem kriserne.

Årsagen til valget var som bekendt De radikales ultimatum til Mette Frederiksen i forlængelse af Minkkommissionens rapport. Mette Frederiksen blev beskyldt for at være magtfuldkommen, og i pressens dækning af minkkommissionens afhøringer har vi kunnet forstå, at der i regeringskontorerne og i ministerierne til tider hersker en ganske rå tone.

Et godt arbejdsmiljø begynder i topledelsen. Derfor er det ikke godt nok, når Mette Frederiksen på et pressemøde i anledning af mink-sagen udtaler: »Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. De steder, hvor man ikke kom hurtigt ud af startboksen, døde folk af corona. Så hvis der har været brugt et direkte sprog, skyldes det, at embedsmændene ikke har siddet og tænkt over formuleringerne. Det er jeg taknemmelig for. For det var ikke det, de skulle bruge deres tid på.« Som om, at det tager mere tid at formulere en besked på en respektfuld måde.

På samme pressemøde siger justitsminister Nick Hækkerup: »Jeg har også et sprog, når jeg er sammen med mennesker, som nogle sikkert ville blive stødt over. Det bliver lidt nypuritansk underligt, det her med at vi alle skal tale nyklassicistisk og bibelsk til hinanden«. Her gør en dansk minister nærmest nar ad folk, som lægger vægt på, at vi taler pænt til hinanden.

Jeg er sikker på, at der hos danskerne generelt er forståelse for, at den helt ekstraordinære situation, som landet var sat i på grund af en truende smittefare fra ukendte corona-varianter, satte vores politikere under et stort pres. Men det ændrer ikke på, at arbejdskulturen er uacceptabel, og det skal vi selvfølgelig gøre noget ved.

Flere tidligere statsministre har ellers taget afstand fra dårlig kommunikation og reageret på den hårde tone i det offentlige rum. Således Helle Thorning-Schmidt i sin nytårstale i 2014, hvor hun kritiserede den hårde tone i den offentlige debat og Lars Løkke Rasmussen i nytårstalen i 2016, hvor han opfordrede til at ændre den rå tone på Facebook.

Men det er på høje tid, at vi også kigger indad og ser på arbejdskulturen på arbejdspladserne. Der er kommet fokus på godt arbejdsmiljø – hvorfor? Jo, fordi der er kommet en nok-er-nok reaktion fra medarbejdere, som ikke længere vil finde sig i krænkende adfærd, og det at man siger fra, sker nu i flere tilfælde offentligt.

En række kulturinstitutioner har i løbet af de seneste år været i medierne på grund af dårligt arbejdsmiljø, hvor uprofessionelle ledelser har været under anklage for truende adfærd, manipulation, sexisme og meget mere, og hvor medarbejderne i flere tilfælde har været tvunget til at kommunikere via advokater. Sagerne er udtryk for en syg arbejdskultur, og de har været et wake-up call for mange andre kulturinstitutioner, hvis bestyrelser nu har sat arbejdsmiljøet på dagsordenen.

Man kan spørge sig selv, hvorfra det dårlige arbejdsmiljø kommer? Nogle vil påstå, at det altid har været der, andre vil sige, at det hænger sammen med den stigende hastighed i samfundet, de stigende forventninger til os selv og andre og den føromtalte voksende dårlige debatkultur på de sociale medier. Der er givetvis flere mulige årsager, men vi kan i hvert fald konstatere, at et stort udefra kommende pres i sig selv udfordrer en organisations reaktionsmønstre.

De aktuelle udfordringer i kulturinstitutionerne, hvor ledelserne skal håndtere manglende publikum, faldende indtægter og stigende udgifter til energi og materialer minder ikke overraskende om de udfordringer, som de nyvalgte folketingspolitikere skal tage sig af. Det handler om mangel på ressourcer: penge og hænder.

Her har folketingspolitikerne ved første øjekast flere muligheder end kulturinstitutionerne. Og så ikke alligevel: Det er ikke en god idé at begynde at trykke flere penge, når inflationen i forvejen er steget til historiske højder, det har andre lande tidligere i historien forsøgt sig med, og resultatet er ikke eftertragtelsesværdigt.

Derfor er det helt oplagt at satse på bedre ledelse. En velfungerende organisation med et godt arbejdsmiljø fungerer og præsterer markant bedre end en organisation, der er ramt af dårligt arbejdsmiljø, ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø. Det synes så logisk, og alligevel halter det stadig rigtig mange steder, i kulturinstitutioner, som vi har været vidner til i løbet af det seneste år, men ikke kun der. Det findes i virksomheder, organisationer og altså også i folkestyrets institutioner.

Hvad har medlemmer af kulturbestyrelser og folketingspolitikere til fælles? Jo, de er alle ildsjæle, de har en glødende interesse for det, de har valgt at gå op i, og de kæmper utrætteligt for at gøre verden til et bedre sted. Folketingspolitikere har mange forskellige professionelle baggrunde, nogle har erfaring som ledere, men mange har ikke og er i ledelsesmæssig sammenhæng amatører. Det samme gælder også for mange af kulturbestyrelsernes medlemmer.

Mens der er mange mulige løsninger på et dårligt arbejdsmiljø, og mens det kan være svært at vælge de helt rigtige værktøjer, særligt når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, så kan ansvaret for at forbedre arbejdsmiljøet kun placeres ét sted, nemlig hos ledelsen

I kulturlivet betyder det, at et godt arbejdsmiljø begynder med, at bestyrelsen sætter indsatsen i system og lægger nogle klare normer fast for, hvad et godt arbejdsmiljø vil sige på den pågældende institution. Kun sådan kan man forpligte både ledelse og medarbejdere på at opnå resultater. For godt nok ligger handlingspligten hos ledelsen, men et godt arbejdsmiljø skabes og vedligeholdes af alle på en arbejdsplads.

Ligesom en kulturbestyrelse er kulturinstitutionens højeste myndighed, er Folketinget hele Danmarks øverste myndighed. Det er uomgængeligt, at landets topledelse går forrest, når det gælder at skabe en bæredygtig arbejdskultur med god ledelse og en respektfuld omgangstone. En kultur, der ovenikøbet på den ene side frigør økonomiske ressourcer, som i dag bliver brugt på sygdomsvikarer og nyrekruttering af medarbejdere til erstatning for dem, der har sagt op, og på den anden side øger effektiviteten og produktiviteten hos de medarbejder, der har det godt.

Så kære folketingspolitikere, tidligere som nyvalgte, lad os sætte en bevægelse i gang og i fællesskab arbejde for at fjerne det dårlige arbejdsmiljø, som dårlig ledelse skaber. Det er først og fremmest bestyrelsernes ansvar, og I sidder selv i landets største af slagsen.