Danske Kulturbestyrelser er klar til at søsætte et nyt projekt, der skal styrke unges adgang til kulturlivets bestyrelser gennem kompetenceudvikling, rekruttering og nye best practice-redskaber. Indsatsen er støttet af Nordea-fonden og Tuborgfondet med i alt 3,3 mio. kr.
Dansk kulturliv vil gerne være relevant for nye generationer.
Men beslutningerne træffes stadig i de samme, lukkede kredse.
Det vil Foreningen af Danske Kulturbestyrelser ændre med det landsdækkende projekt Ung i Bestyrelsen, der både kvalificerer unge til bestyrelsesarbejde og arbejder for at åbne bestyrelserne gennem nye rekrutteringsveje.
Erfaringerne fra den første udgave af Ung i Bestyrelsen (2024–25) viser, at unge både kan og vil tage ansvar i bestyrelsesarbejdet.
“Ung i Bestyrelsen gav mig en stærkere forståelse for de dynamikker, der præger et bestyrelsesrum, og redskaber til at navigere i et etableret miljø, hvor jeg ofte er blandt de yngste. Siden uddannelsen er jeg selv trådt ind i bestyrelsesarbejde, og det har gjort mig mere bevidst om, hvordan jeg kan bringe mine kompetencer og perspektiver i spil,” siger Joanna Kastrup, Heerup Museums bestyrelse.
Pilotprojektet peger samtidig på en central udfordring: Det er ikke mangel på talent eller vilje, men mangel på adgang.
“Vi ved nu, at unge både kan og vil kulturbestyrelsesarbejdet. Problemet er, at de sjældent får muligheden. Hvis vi vil udvikle et relevant og bæredygtigt kulturliv, er vi nødt til at ændre de måder, vi rekrutterer på,” siger Julie Lindegaard, bestyrelsesleder i Danske Kulturbestyrelser.
Derfor arbejder Ung i Bestyrelsen målrettet med at ændre de strukturer, der i dag begrænser adgangen til bestyrelsesarbejde.
Konkret udvikler og afprøver projektet nye rekrutteringsformer, kvalificerer unge kandidater og skaber matches mellem unge og kulturbestyrelser. Samtidig omsættes erfaringerne til metoder og værktøjer, der kan anvendes bredt i kultursektorens strategiske arbejde.
Ung i Bestyrelsen er støttet af Nordea-fonden med 2,4 mio. kr. og af Tuborgfondet med 900.000 kr. Støtten afspejler projektets dobbelte sigte: at styrke unges deltagelse og indflydelse i samfundet og samtidig bidrage til udviklingen af stærkere governance og beslutningsprocesser i kulturlivet.


