Den bog, jeg synes, der manglede

Af Jens Nielsen

Mette Strømgaard Dalby har udgivet en interessant bog om kulturhuse og kulturledelse med titlen ”Deltag!” (Se omtalen af bogen i en anden artikel i nyhedsbrevet)

Hun er leder af det store kulturhuskompleks i Kolding ”Nicolai”. Hun er også formand for brancheorganisationen ”Kulturhusene i Danmark”.

Mette Strømgaard Dalby er cand.mag. i kunsthistorie, design og dansk og master i Innovation og Ledelse. Hun har været museumsinspektør på Trapholt og udviklingschef på Designskolen Kolding.

Mette fortæller her om baggrunden for bogen, som kombinerer en viden om historie, kunst, design og samfundsvidenskaber som sociologi, forvaltningslære og virksomhedsledelse. En sjælden fagkombination i én forfatter.

Jeg skrev den bog, jeg synes, der manglede.

Vi har givet Mette mikrofonen og bedt hende, fortælle om bogens baggrund og skabelsesproces. Mette fortæller:

“Den samler op på mit eget arbejdsliv og alle de værktøjer, jeg har brugt. Værktøjer, jeg har samlet op efter mere end 20 år i kulturbranchen, erfaringer jeg havde med mig efter knap 10 år som museumsinspektør på Trapholt og efter, at jeg havde gennemført en master i innovation og ledelse på CBS og DPU. På Trapholt havde jeg ansvar for designsamlingen, og design er jo koblet op på produktionsforhold og koblet til samfundsforhold. I praksis var jeg leder for projekter og teams i museumsarbejdet, uden at nogen nogensinde nævnte ordet ledelse. Jeg syntes, jeg måtte vide mere om ledelse og fik så chance for at tage masteren på CBS og DPU. Det har været en kæmpe gave.

På en eller anden måde ender jeg altid som ’the odd one out’, og det gjorde jeg også i den sammenhæng. Der var rigtig mange erhvervsfolk, og jeg skulle holde tungen lige i munden i forhold til det erhvervsmæssige stof, men havde allerede lært noget om det politiske i kultursektoren. Jeg sluttede uddannelsen af, mens jeg var udviklingschef på Designskolen. Der fik jeg øvet alle værktøjer, særligt designtænkning og procesdesign.

Sidste tilløb til bogen kom, da jeg begyndte på Nicolai for fem et halvt år siden. Jeg ledte efter litteratur om kulturhusledelse. Det fandtes ikke. En af de første ting, jeg skulle i gang med, var en brugerinddragende proces, som handlede om kompleksets fremtid, og som skulle bruges til politisk afrapportering. Det er en helt anden måde at praktisere ledelse på, end man normalt forstår, når man taler management på CBS.

Jeg måtte skrive den bog. Bogen skulle hedde håndbog, fordi det er et opslagsværk med cases. En bog til praktikerne. Den slags bøger er der ikke så mange af.

Måden, jeg skriver på, kræver et vist forhåndskendskab. Jeg har skrevet den til folk inden for kulturbranchen. Ikke så meget til nytilkommere, der skal tage deres første skridt. Og så er den mest skrevet til de kulturmedarbejdere, der har samarbejdsflader over mod civilsamfundet. Den er ikke skrevet til selve civilsamfundet som sådant. Min spidskompetence er at være brobygger over de der gaps, der er mellem institutionen over mod borgerne og brugerne. Det er på den måde en bog over mit arbejdsliv.

Kulturhusene

Jeg er optaget af det sociosymbolske i designtraditionen. Ikke så meget genstanden. Men mere hvad den fortæller om dig, når du køber den. Hvad du fortæller andre mennesker om dig selv med de genstande, du omgiver dig med.

Det interessante ved kulturhusene er spørgsmålet om, hvad det er, brugerne gerne vil skabe og, hvorfor de vil bruge deres tid der. I kulturhuse inddrager vi rigtigt meget, og det kunne andre som teatre og symfoniorkestre jo også gøre. Det fede ved kulturhuset er, at vi ikke kan gøre så meget, uden at have brugerne med os, for vi er ikke så mange ansatte. Til gengæld har vi mange kvadratmeter. Det gør, at vi er mere lydhøre, for vores opgave er at stille rammer til rådighed. Det er også mere konfliktfyldt, for der er mange interesser på spil. Men konflikter er også en del af livet, så det er jeg ikke så bange for at italesætte.

De foreningsdrevne kulturhuse er i praksis mindre fokuserede på at inddrage sociale og etniske minoriteter, men til gengæld meget engagerende for brugerne, netop fordi der ofte er sammenfald med bruger og foreningsfrivillig. De professionelle kulturmedarbejdere kan være mere tilbøjelige til at tromle deres faglighed igennem, og det kan i nogle sammenhænge være godt og i andre skidt. Hvis man skal gennemføre en opsøgende virksomhed, så er professionelle kompetencer en fordel. Men kulturhusene har en inddragende virksomhed, og så kan det være en fordel, hvis man ikke først og fremmest kommer med sin sag: sit køn, sin etnicitet eller sin alt muligt andet. Det handler om noget så gammeldags som solidaritet og, at man i fællesskab kan blive enige. Jo mere professionalisme, der er tilknyttet stedet, og jo flere faglige beslutninger der træffes, jo større er risikoen for, at den forsvinder – den ånd. Man kan jo kvæle folk i service og kærlighed. Det, kulturhusene lever af, er den entreprenante ånd – folk der vil noget og vil sætte handling bag.

Jeg oplever ikke så mange konflikter omkring kunstens ukrænkelighed i samskabelsesprocesser. Kunstnere skal være frie, men de har da også en interesse i at fange folk ind for deres kunst. Jeg kan ikke se, at det skal være modsætninger. Det er udtryk for en arrogance. Det er aldrig nogen skade til at være nysgerrig på, hvad andre mennesker er og synes.

Jeg håber kulturlederne har en nysgerrighed på deres publikum. Det er da enormt berigende, når det lykkes at få nogle andre målgrupper ind. Vi har lige lavet et projekt for børn med særlige behov. Enormt berigende og besværligt.

Mit mål med bogen

Mit primære mål er, at folk får øje på den lidt anderledes tilgang i at arbejde med designprocesser og samskabelse. Og tør afgive noget kontrol, så brugerne får medejerskab. Der er forskellige grader af afgivelse af kontrol. Nogle brugere skal bare have adgang til rammer og ingen indblanding. Andre gange skal man finde de rigtige opgaver til brugere og frivillige. Om frivillige kan registrere museumsgenstande, arkivalier etc., det må hver institution gøre op med sig selv. Der er for mange målgrupper, vi har svært ved at gøre os vedkommende over for som kulturinstitutioner, så vi er nødt til at gøre noget. Jeg mener, at vi har en forpligtigelse til at være en del af demokratiet og sikre adgang for så mange som muligt.

Og hvis man er villig til at invitere ind og afgive noget kontrol, så får man noget andet. Det skal man være superbevidst om. Vi skal gøre det meningsfyldt, ikke med pseudomøder og pseudoprocesser. Man skal som afsender starte med at sige, hvor man vil tage det hen, og hvad folk bruger deres tid på. Hvis man spørger om noget, så har man også en forpligtelse til at bruge det. Ikke nødvendigvis at implementere og gennemføre, men bruge det. Og det kan være svært. Jeg sidder jo også med hele min rygsæk af kunst og kulturviden, men jeg synes, det er fedt, når man slår øjne og ører op og ser, at det kan gøres på en anden måde, måske netop fordi, vi ikke alle har været igennem det samme uddannelsessystem. Vi må være ydmyge over for den rolle, vi er blevet givet. Kulturarven er jo vores allesammens. For mig handler det meget om at åbne op for mange mennesker. Det synes jeg er meningsfyldt”, afslutter Mette Strømgaard Dalby sin fortælling.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.