Joy Mogensens kulturpolitik

Joy Mogensen spillede ud med sit menneskesyn

Kronik af Jens Nielsen

Joy Mogensens oplæg ved konferencen for kulturbestyrelser den 9. marts.

Vi bør blive frie, lige, stærke og skabende mennesker i forpligtende fællesskaber. Det vil hun kæmpe for i Ministeriet for Mod.

Man kan forestille sig, at en ny kulturminister, der har fået dette frygtindgydende mangehovede monster af et ministeransvar, vil starte med at finde sig en slags ståsted, et ophøjet sted, hvorfra hun kan se ud over idræt, kunst, kulturarv, medier og hvorfra hun kan tale. Det kan være hun lader sin refleksion farve af den samfundsdiskurs, som har inddraget kultur og idræt i de senere år, det kan være hun har et personligt erfaringsrum at bringe ud i sin ministerretorik, og det kan være hun har samlet op på sit partis bestræbelser og målsætninger gennem de senere år. Endelig kan det jo være, hun beder sine nye embedsmænd om at samle op på de overordnede linjer i Kulturministeriets indsatser og udfordringer de senere år.

Det vil formentligt bringe hende i nærheden af nogle ideologiske udvekslinger og filosofiske positioner om kunst, kulturarv, public service og kropsudfoldelser. Det tydede Joy Mogensens oplæg på.

Når hun så når ud i direkte samtaler med sin sektors aktører, kan det støtte hende i mødet med de mange humanvidenskabelige hjørner, aktørerne færdes hjemmevant i.

Men det er ofte der, politikerens forberedelse alligvel ikke er til så megen nytte. For selvom vi kulturaktører efterlyser politikere, der vil og kan tale kunstens, idrættens, mediernes og kulturarvens samfundsmæssige betydning op, så taler vi som regel selv mest om vores egen institution eller vores eget genreområde. Og gennem generationer har institutionsområderne udviklet høje siloer med hver deres lingo og hver deres institutionelle interesser. Der foregår i praksis ikke megen kulturpolitik på tværs af siloerne. Lære af hinanden gør man ikke og da slet ikke af idrætten, som ellers har hundrede års forspring i organisering og politisk gennemslagskraft, som Marie Scott Poulsen gjorde os opmærksom på i sit indlæg på konferencen.

Når ministeren taler overordnet, er vores kommentarer til ministeren ofte om subtile formidlingstilskud på teaterområdet, honoreringsregler på folkeoplysningsområdet, støttekriterier for public servicepuljen, ændringer i blankbåndsafgiften eller bestyrelsessammensætningen i teatre med særlige opgaver. Der bliver lobbyet og stillet ministerspørgsmål på myriader af mikroområder. Og alle kulturaktører savner ministerens særlige bevågenhed. Den kan i sagens natur ikke altid opnås.

Derfor skal ministeren tale på et niveau af noget fælles – overordnet de enkelte kunstarter, selvom det gør tilhørerne utålmodige.

Det er 24 år siden, vi sidst havde en socialdemokratisk kulturminister. Salen var derfor spændt på meldingerne fra Joy Mogensen, der talte under overskriften ”Regeringens kulturpolitiske målsætninger”.

Hvad sagde hun så?

Oplægget indeholdt nogle overordnede filosofisk prægede betragtninger om mennesket i samfundet og nogle iagttagelser af kulturlivet med politiske konsekvenser (som dog ikke var det væsentlige her). Det blev afsluttet med invitationer og opfordringer til kulturlivet. Og en opfordring til at vise mod.

Kulturpolitikken skal, sagde Joy Mogensen, sørge for, at der i vores velorganiserede velfærdssamfund også er en plads til det blot og bart menneskelige. Kulturpolitikken skal skabe plads til det at være menneske. Og mens andre ministerier skal kæmpe for sundheden, for trygheden, for skolen, for sikkerheden, for væksten og fremtiden, så skal kulturministeriet kæmpe for, at der er plads til simpelthen at være menneske.

Med udtrykket at være menneske mente Joy Mogensen, at det handlede om at gøde jordbunden for frie, lige, stærke og skabende mennesker. Mennesker, der med deres engagement og skabende evner kunne bygge et samfund og leve meningsfulde og forløsende liv i forpligtende fællesskaber.

Frie mennesker lever i samfund med en mangfoldighed af kulturudtryk og uden statslig ytringskontrol. Et mangfoldigt kulturliv, som ikke skal styres af rent nationalkonservative, socialistiske eller kulturradikale dagsordener, men har plads til de retninger, den kunstneriske ytringsfrihed bevæger os. Kulturpolitikken bliver derfor mangfoldig. Hvor andre partier vil opstille en kanon for god kunst eller ønsker mindre ny kunst og mere kulturarv, så ønsker socialdemokratiet et frit kulturliv i vekselvirkning mellem folk, kunstnere og institutioner.

Lighed er en vedvarende materiel værdi i socialdemokratisk politik. Partiets historie som social bevægelse fornægter sig ikke, og i Joy Mogensens optik betyder lighed, at der er lige adgang i praksis. Det er ikke nok, at der er tilgængelighed, hvis sociale normer, købekraft, institutionel intimidering eller manglende forudsætninger i realiteten ekskluderer en stor befolkningsgruppe fra institutionernes tilbud.

Vi skal tænke Bomholt forfra, sagde Joy Mogensen. Dengang Bomholt trådte til som den allerførste kulturminister i 1961, var der tiltro til, at hvis vi fik teatre, museer og ensembler i hele landet, så ville kunsten for alvor komme ud til alle. Det viste sig at være en forkert antagelse, og Bomholt var da også klar til at åbne for det, man senere har kaldt kulturelt demokrati, altså at man også kunne støtte de mere folkelige kulturbeskæftigelser, amatørkunsten og de spirende rytmiske musikmiljøer. En væsentlig opgave for senere ministre som K. Helveg Petersen og Niels Matthiasen. Om end disse støtteformål aldrig rigtig har kunnet rykke ved kulturinstitutionernes langt højere støttebeløb.

Bomholt så institutionerne som folkets institutioner, som i modsætning til den rige overklasse, der selv kunne indkøbe kunst, bøger og dyre teaterbilletter, sikrede menigmand mulighed for de samme kulturelle glæder. Institutionerne har imidlertid vist sig kun at være en del af folkets institutioner. En anden del af befolkningen bliver væk fra kulturinstitutioner generelt, og nogle få kunstarter og institutioner har meget ringe folkelig udbredelse.

Joy Mogensen opfordrede bestyrelserne til, at kulturinstitutionerne gjorde sig tilgængelige og relevante for dem, der i dag ikke bruger dem. Det ligger på linje med det arbejde, der blev påbegyndt af staten for mere end ti år siden på museerne, er gået i gang de seneste par år på eget initiativ men med offentlig støtte på teaterområdet og på resten af kulturområdet er ved at gå i gang men uden offentlig støtte. Bare et eksempel på den helt meningsløse sektoropdeling, som præger kulturlivet. Hvorfor er så vigtigt et område ikke udtryk for en samlet statslig politik i samarbejde med kommunerne? Med Joy Mogensen som minister kan det være, det kommer.

Stærke mennesker uddybede ministeren ikke, men at have åndelig styrke kan være en kerne i det myndige menneske, der bidrager til fællesskab og demokrati og mestrer egne livsudfordringer. Altså et dannelsens resultat. Kulturen kan givetvis bidrage til den form for menneskelig styrke og har altid gjort det. Joy Mogensen mente i høj grad, at kulturen også kunne få virkning f.eks. på klimadagsordenen og sociale dagsordener. Bare beskæftigelsen med kulturen var det i sig selv, der gjorde, at vi bare ikke kunne lade være.

Det skabende menneske i forpligtende fællesskaber. Med dette mål sættes et meget væsentligt ideal op for kulturlivet. Det er måske ikke i udgangspunktet så nemt at se, hvordan et spillested eller et lokalt kulturarvsmuseum skal medvirke til, at befolkningen bliver skabende og i forøget grad ser sig selv i forpligtende fællesskaber. For en kulturbestyrelse kan det fortabe sig lidt i filosofiske tåger, hvad man konkret skal bede sin direktør om at tage initiativ til. Eller hvornår direktøren rammer plet i forholdt til kravet.

Men det er på ingen måde kulturen fremmed eller umuligt at fortolke og spejle sin institutions ydelser og muligheder ind i. Er det en skabende tilstand, vores publikum sætter sig i, når de overværer en forestilling? Er der så meget begrebslig og ikke-begrebslig aktivitet på færde i vores tilbud, at publikum simpelthen ikke kan undgå at være medskabende? Skal vi inddrage dem mere aktivt, som nogle kulturinstitutioner gør (publikumsteater, publikumsorkester mv.)? Hvis skabende mennesker i forpligtende fællesskaber er et ideal, der også skal gælde for vores institution, hvordan kan vi så tænke os ind i det? Det kan blive nogle meget frugtbare diskussioner i bestyrelserne med deres kunstneriske ledere.

Det skabende menneske har været et ideal for mange tænkere. Nietzsche så i sin foragt for det sokratiske fornuftsmenneske og i behovet for omvurdering af alle (kristne) værdier netop det skabende menneske, der ud af kaos ”føder en dansende stjerne” og ”ler en homerisk latter over livet”, som et eksistentielt håb. Den unge Marx så det socialistiske menneske som et skabende menneske, der ophævede fremmedgørelsen fra sine hænders værk og tilegnede sig det i et meningsfuldt liv. Digter, maler, fisker og arbejder i samme person. Et etisk krav om at bruge sine talenter optimalt og udfylde sin bestemmelser og pligter i det sociale liv har vi kendt siden Aristoteles med utallige genbearbejdelser.

Men kulturpolitikken, også den socialdemokratiske har tidligere mest talt om de skabende kunstnere, som en særlig støtteværdig menneskegruppe. I Socialdemokratiets egen meget omfattende kulturpolitik ”Kultur er stadig velfærd” fra 2014 bruges udtrykket ”skabende” kun om kunstnere. Der tales om, at man skal understøtte børns og unges kreative og skabende evner, men ellers ikke. (Det er i det hele taget svært at tale kulturpolitik uden at tale undervisningspolitik).

At kaste idealet om et samfund bestående af frie, lige, stærke og skabende mennesker i forpligtende fællesskaber op for kulturlivet er en ret stærk serv af en kulturminister. Her er da en slags menneskesyn at spille op ad. Og den forpligter også ministeren til at dele sine refleksioner på hvert enkelt genreområde og institutionsområde med lederne og kulturbestyrelserne.

Det var måske det, der lå i Joy Mogensen afsluttende bemærkninger om, at hun ikke at ville forudskikke, hvad det kunne betyde hele vejen rundt i kultursektorerne, men ønskede det udviklet via sin invitation til os alle til det, hun kaldte udviklende samarbejder.

Joy Mogensens værk som kulturminister står og falder med, i hvor høj grad hun vil kaste sig ud på de mange tusind favne vand og engagere sig personligt i disse udviklende samarbejder. Hun var helt klar over opgaven og sagde, at hun gerne ville omdøbe Kulturministeriet til Ministeriet for Mod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.