Bestyrelserne har ansvar – det er nu vi skal leve op til det

Af Finn Schumacker

Bestyrelser har altid et ansvar som øverste ledelse; men under coronaepidemien er kravet til rettidighed og ansvarlighed betydeligt skærpet. Alting går ekstremt hurtigt, og ingen kunne for få uger siden forudsige de trusler, der nu tårner sig op for kulturinstitutionerne og oplevelsesøkonomien generelt.

Der er ingen tid at spilde, når hele indtægtsgrundlaget for de næste måneder med ét er forsvundet f.s.v.a. egenindtægterne. For nogle institutioner er egenindtægterne en mindre del af omsætningen, men mange museer og teatre har gennem de sidste årtier opbygget en væsentlig større andel af egenindtægter, og selv mindre skred heri kan have alvorlige konsekvenser for drift og personale. Aktiviteten er blevet mere ambitiøs, og samtidigt er risikoprofilen blevet skarpere. Det betyder også større ansvar for bestyrelsen.

Sørg for at alle får informationer i denne tid. Det sker ikke altid til bestyrelsen. Kontakten fra Kulturministeriet til institutionerne er nødstedt, og ministeren beder i et indlæg i Kulturmonitor om, at organisationerne varetager kontakten til den enkelte institution. Det er fornuftigt. Det betyder, at lederen bliver informeret men ikke nødvendigvis, at bestyrelsen også bliver det i samme takt, som den kunne ønske.

Hold som formand hyppig kontakt med lederen og bed om, at al information om coronakrisen videresendes til bestyrelsen.

Opgaven bliver i samarbejde med lederen at vurdere, hvad der i ansvarlighedens navn må justeres i institutionen, og hvordan et underskud, som måske er uundgåeligt kan håndteres. Endelig er det vigtigt at holde kontakt til både de kommunale og statslige myndigheder for at spotte, hvordan institutionen kan få del i de forskellige hjælpepakker. Her vil brancheorganisationerne også have vigtig viden.

Domstolene ser på bestyrelsesarbejdets kvalitet, når de vurderer, om en bestyrelse kan få et personligt erstatningsansvar. I en situation som denne har bestyrelseskvalitet med rettidighed og ansvarlighed at gøre. Så der er ingen tid at spilde. Det er nu bestyrelserne skal stå deres prøve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.