Det skal kulturbestyrelser vide om kulturpolitik

Af Finn Schumacker

Der blev talt meget klart til kulturbestyrelserne ved de indlæg, politikerne kom med på konferencen den 9. marts i Odense. Politikerne var i dette tilfælde kulturminister Joy Mogensen og kulturrådmand Jane Jegind fra Odense Kommune.

Også fra embedsmanden, institutionslederen, analytikeren og bestyrelseskonsulenten var budskaberne entydige. Bestyrelserne skal med deres institutioner leve sig ind i de nationale og lokale politiske mærkesager og bidrage med løsninger ud fra deres kulturelle formål og perspektiv.

Hvad sagde politikerne

Kulturminister Joy Mogensen inviterede institutionerne til et udviklende samarbejde om det, der var regeringens overordnede principper: at understøtte dannelsen af frie, lige, stærke og skabende mennesker i forpligtende fællesskaber. Kulturinstitutionerne måtte meget gerne byde ind på, hvordan det i praksis kunne realiseres set fra deres synsvinkel. Samtidigt skulle de arbejde på komme ude af elfenbenstårnet og gøre sig relevante for en større del af befolkningen. Bomholts principper om demokratisering af kunsten skulle tænkes helt forfra.

Rådmand Jane Jegind anbefalede os at forstå, at hvis en stor del af vores offentlige tilskud kommer fra kommunen, så gør vi klogt i at holde os opdateret i kommunens kulturpolitik og bidrage tydeligt dér, hvor vi kan.  Hvis kommunen yder tilskud, så har kommunen en klar forventning om, at man kender kulturpolitikken. Og at man arbejder aktivt og synligt med at understøtte politikken. Det er måden, hvorpå man som institution forbliver en relevant tilskudsmodtager set med de kommunale briller.

Det handler altså om at følge med i byens udvikling, læse budgetforligene og de politiske aftaler – og så byde ind, når man ser en mulighed for at bidrage. Det er vigtigt at kulturinstitutionerne ikke ser sig selv som øer, men som en værdifuld del af den by, de er en del af.

Begge politikerne bad bestyrelserne og lederne om at tale kulturen op som velfærdsgode nationalt og i deres lokalsamfund. Det var ikke nok, at politikerne talte om det, hvis kravet om kultur ikke kom fra befolkningen i det civile samfund. Det kunne bestyrelserne medvirke til.

Hvad sagde analytikeren og konsulenten?

Carsten Topholt indskærpede vigtigheden af at kende de ideologiske og filosofiske grundforestillinger, som ligger bag vores kulturpolitiske debat. Man skulle som bestyrelse vide, hvordan partierne på Christiansborg og i det lokale byråd rent ideologisk opfattede kultur i samfundet, så man kunne tale med dem i deres sprog og med respekt for deres værdier. En sådan analyse kan munde ud i fire politisk gangbare argumenter for kulturstøtte.

  • Argumentet om det gode liv,
  • argumentet om dannelse,
  • argumentet om demokrati og
  • argumentet om samfundsøkonomien.

Marie Scott Poulsen rådede kulturbestyrelserne til at tænke i løsninger fremfor problemer. Ikke spørge hvordan kommunen kunne løse deres problemer, men hvordan institutionen kunne løse kommunens problemer og samtidigt realisere egne mål. Så blev man en respekteret stemme, som kunne opbygge tillid til det politiske miljø og på sigt få del i kommunale midler. Dermed beskrev hun, hvordan kulturinstitutionen kunne tage den rolle, som Jane Jegind havde stillet krav om.

Hendes råd var at finde magtens centrale figurer i kommunen, forstå deres politiske værdier, byde ind på løsning af deres problemer. Det skulle ske tidligt i budgetprocessen, hvor tingene endnu ikke ligger fast, og det skulle være underforstået, at politikeren/partiet fik æren for resultatet. Dermed satte hun også nogle ord på aspekter af de politiske realiteter, som politikere ikke selv ser så tydeligt, men som er særdeles virksomt i praksis.

Embedsmanden

Embedsmanden, kultur- og fritidschef Martin Petersen fremhævede Nørregaards Teater for at have meldt sig ind i arbejdet med at højne bydelen Vollsmose ved at placere en ny scene i lokaler i bydelen.

Han så gode eksempler på kulturinstitutioner, der tog del i de lokale udfordringer. Men han oplevede at aktører på fritidsområdet er bedre til at tænke sig selv ind i Vollsmose og gøre sig selv synlige. Hans forvaltning var optaget af at finde ud af, hvad denne forskel skyldes. Er det fordi, at mange af foreningerne har en geografisk interesse i området – og det har byens kulturinstitutioner typisk ikke?

Det var et væsentligt vink til kulturinstitutioner om at granske deres strategi og værdier en gang til.

Jeg skal ikke referere teaterleder Carsten Wittrocks spændende indlæg om, hvordan de skabte scenen i Vollsmose, her men henvise til det, der allerede er sagt om teatret.

Slides fra oplægsholderne findes på vores hjemmeside.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.