Kultur og Politik

Af Jens Nielsen

På nationalt plan udfoldes politikken på Christiansborg, hvor partierne står i et mere konfliktfyldt forhold til hinanden end i kommunerne. Her skabes de politiske beslutninger i højere grad med blik for de ideologiske forskelle og de landspolitiske brudflader, end det sker i kommunalbestyrelserne. Man kan måske sige, at kulturpolitik i det daglige ikke fylder alverden. Der er bredt i Folketinget konsensus om det væsentligste i den førte kultur- og idrætspolitik. Det gælder dog ikke mediepolitikken længere. Men kulturpolitikken er kommet til verden gennem krydsninger mellem nogle markante politiske og kulturpolitiske positioner. De beskrives i bogen Kultur og Politik. Og som alle brudflader kan de bryde op, hvad øjeblik det skal være. Som vi f.eks. så det i sidste regeringsperiode, hvor DR-besparelser og omprioriteringsbidraget gav anledning til højlydte kulturpolitiske debatter.

Carsten Topholt udgav denne bog sidste år. Den er særligt nyttig, fordi den i højere grad end de hidtil udgivne bøger om kulturpolititik inddrager politologisk og politisk-filosofisk viden. Det giver den et meget bredt afsæt for at indkredse, hvad vi egentligt taler om, når vi taler om kulturpolitik. Måske kunne den æstetiske filosofi have fundet en større plads i fortællingen også, da inspirationen herfra har præget den bottom-up indflydelse, som kunstnere og kulturdebattører har haft på politikere og ministerium. Men under alle omstændigheder er bogen en solid hjælp til at forstå den danske kulturpolitiks tilblivelse og tankegods.

Carsten Topholt udformer sin fortælling gennem distinktioner mellem

  • fire kulturpolitiske positioner,
  • fem positioner inden for politisk filosofi,
  • aktiv eller neutral stat
  • fire argumenter for en aktiv kulturpolitik.

Hertil kommer naturligvis sondringer mellem de forskellige samfundssektorer, kulturbegreber og kulturpolitiske redskaber.

Det lyder indviklet, og det er det heller ikke fri for at være. Men det er nødvendigt. Det er meget svært at få en dybere forståelse af kulturpolitik, hvis man nøjes med de forkætrede sondringer mellem demokratisering af kulturen vs. kulturelt demokrati eller humanistisk kulturpolitik vs. instrumentel kulturpolitik. Disse er blot to af mange afsondringer af grundlæggende og generelle politiske positioner, som Topholt viser os.

Så på med vanten og tag fat om forskellige distinktioner og positioner – som de forståelses-hjælpemidler, de er!

Fire kulturpolitiske positioner

Topholt peger indledningsvis på fire historisk-politiske tilgange, som er kendt stof i kulturpolitisk faglitteratur.

  • Nationalkonservatisme
  • Pietisme og Grundtvigianisme
  • Kulturradikalisme
  • Folkebevægelser

Topholt nævner, at såvel nationalkonservatismen, de religiøse bevægelser og kulturradikalismen er aktivistiske kulturpolitiske positioner. Når de aktualiseres kulturpolitisk, ser vi den aktive stat. De har alle tre en forestilling om det gode liv, som kan give befolkningen meningsfulde og lykkelig liv, og de er parat til at tilsidesætte borgernes præferencer for at fremme dette gode liv. Heroverfor står folkebevægelserne som f.eks. bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og hippiebevægelsen, som alle har bygget på et folkeligt fundament langt fra offentlig dannelseskultur. Her skulle kulturpolitikken svare til det verdensbillede, som folkebevægelsen byggede på, og kunstsynet var dikteret af deltagernes opfattelse af, hvad der var kunst og kultur.

Det er oplagt at pege på, at Julius Bomholt fra at være arbejderbevægelsens kulturforkynder i 1920’erne var blevet den mestendels kulturradikale kulturforkynder i 1961 ved Kulturministeriets oprettelse. Men den aktive kulturforkyndelse, som er blevet kaldt demokratisering af kunsten blev snart efter modsagt af nye folkelige bevægelser som hippiebevægelsen, en ny antiautoritær bevægelse i befolkningen, Rindalismen og i kunsten selv – postmodernismen. Allerede sidst i tresserne dukker denne tendens frem og får senere betegnelsen kulturelt demokrati, når den gøres til genstand for en offentlig kulturpolitisk indsats.

Fem positioner inden for politisk filosofi

For at få en dybere forståelse af, hvilke politiske-filosofiske idéer, der har formet de kulturpolitiske positioner og dermed diskursen om kulturpolitikken, graver Carsten Topholt endnu et spadestik ned og ser på fem internationalt benyttede politiske arketypiske beskrivelser og deres syn på kulturpolitik:

  • Libertarianismen
  • Socialliberalismen
  • Republikanismen
  • Multikulturalismen og
  • Kommunitarismen

Libertarianismen tager udgangspunkt i den enkelte borgers rettigheder og selvbestemmelse. Der er en stor skepsis over for beskatning og fælles beslutninger med konsekvenser for alle. Staten ses som et undertrykkende instrument.

En sådan position vil ikke kunne acceptere en stat, der hævder at kende det gode liv og vil tilsidesætte borgernes individuelle præferencer for at udbrede et kunst- og kultursyn. Libertarianere ønsker en neutral stat.

Dog vil visse korrektioner af markedets indbyggede fejl på kulturområdet måske kunne accepteres.

Socialliberalismen er en stor midterposition, hvor den enkeltes selvbestemmelse vægtes højt. Dog med en afgørende vægt på staten som en nødvendig aktør, når markedsfejl skal korrigeres, politik skal implementeres, og der skal medieres mellem de mange individers modstridende egeninteresser. En stor gruppe af politiske ideologier har væsentlige aspekter af socialliberalismen. Lige fra socialisme og socialdemokratisme med stor vægt på statens økonomiske omfordeling og fællesskabets betydning til liberale partier som Venstre og Radikale Venstre med mindre vægt på økonomisk lighed.

Kulturpolitisk kan en aktiv stat begrundes i behovet for at rette op på markedsfejl og skabe en lettere adgang til kultur som led i en omfordelende stat. Det kan også begrundes, at staten må sikre økonomisk mulighed for en kunstnerisk udvikling, som markedet ikke understøtter.

Republikanisme bygger på den enkeltes rettigheder, men også statens særlige værdi som en garant for et lykkeligt og etisk værdifuldt liv. Forbindelsen går tilbage til Platon og Aristoteles. Statens klassiske institutioner hyldes som værende af stor samfundsmæssig betydning.

En aktiv stat, der støtter kulturarv og national bevidsthed kan begrundes ud fra denne position.

Multikulturalisme lægger vægt på de forskellige fællesskabers betydning for individerne. Alle har værdier og finder fællesskab på baggrund af deres kultur og oprindelse. Staten spiller en væsentlig rolle i at sikre lighed og lige adgang for forskellige fællesskaber og kulturer i det multikulturelle samfund. Positionen er særligt udbredt i vestlige mangfoldige lande med indfødte befolkninger som Australien, New Zealand og Canada, hvor traditionel socialliberalisme og kommunitarisme kommer til kort.

Kulturpolitisk kan der findes begrundelse i denne position for en stærk og aktiv stat, der sikrer subkulturer og etniske mindretal rettigheder og kulturpolitisk opbakning.

Kommunitarismen tager udgangspunkt i fællesskaber som familien eller en bredere gruppering som samfund eller en nation. Individer er først og fremmest medlemmer af et fællesskab. Det er ifølge denne position urealistisk at forestille sig, at individet finder sin egen identitet og egne værdier løsrevet fra hjemstavnen, klassen, nationen, fællesskabet. Fællesskabet er det vigtigste. Derfor må staten gerne tilsidesætte afvigelser fra fællesskabets værdier og til gengæld støtte de værdier, fællesskabet bygger på. Såvel konservatisme, nationalisme og folkelige bevægelser som arbejdsbevægelse og bondebevægelsen kan finde støtte i kommunitarismen for en aktiv kulturpolitik, der fremmer deres fællesskabs sag.

De mange udsagn om, at kultur er det kit, der binder samfundet sammen, der høres fra en række partier, er udtryk for en kommunitaristisk tankegang. Nationalkonservativ aktiv kulturpolitik (som f.eks. en national kulturkanon) kan også sige at rumme kommunitaristiske træk

Diskussion af konkrete cases

Topholt har herefter en drøftelse af kulturpolitiske tiltag i relation til konkrete institutioner som Det Kongelige Teater, Danmarks Radio, museer, musikskoler, biblioteker mm. Det vil føre for vidt at komme ind på detaljerne i dette kapitel, men her viser han nytten af sin analytiske tilgang, idet han diskuterer, hvorfra tankerne bag institutionerne og de aktuelle holdninger til det offentliges krav og tilskud kommer. Han diskuterer også mulige fremtidige scenarier for en offentlige kulturpolitik.

Ikke mindst efterlyser han dog den vidensopbygning i form af forskning og analyse, som er så oplagt for et land, der bruger ca. det samme beløb på kultur som på hhv. militær og veje/jernbaner dvs. 23-24 mia. kr. årligt. Hertil kommer i øvrigt, at borgerne bruger ca. det dobbelte på kultur og fritid, som det offentlige. Hvorfor ved vi så lidt om den værdi, kunst og kultur skaber for brugerne? Hvorfor ligger kultur så langt efter andre samfundssektorers forskningsindsats?

Det er en selvstændig pointe i bogen, at vi forsømmer at skaffe os viden om den humanistiske og økonomiske samfundsværdi, kulturen skaber for individ og fællesskab til at kunne allokere midlerne bedst muligt.

Fire argumenter for en aktiv kulturpolitik

Drøftelsen af cases og positioner i kulturpolitikken og den politiske filosofi fører til en bestemmelse af fire hovedargumenter for en aktiv kulturpolitik, som i forskellige kombinationer og udformninger viser sig i den kulturpolitiske debat.

  • Dannelsesargumentet
  • Det gode liv
  • Det demokratisk argument
  • Det økonomiske argument

Dannelsesargumentet

Dannelsesargumentet beror på tanken om, at beskæftigelse med kunst og kulturarv gør os til mere oplyste mennesker, der opfatter både rationelle og æstetiske udsagn, har en bredere horisont og en dybere empati. Gennem sanserne og den følelsesmæssig respons lærer vi om tilværelsen. Dannelse gennem kunst og kulturarv gør os friere i tanken og selvstændige i dømmekraften.

Om kunsten kan man sige, at dens æstetiske kommunikation er en erkendelsesvej i sig selv. Den rummer en sandhedsværdi, som adskiller sig fra den naturvidenskabelige, men som kommer til sin ret i mange af livets spørgsmål, som ikke har en naturvidenskabelig egenart (eller ikke udelukkende naturvidenskabelig egenart). Den æstetiske erkendelse er en måde at vise tilværelsesaspekter på, som ikke entydigt lader sig beskrive med ord og formler. Derfor kan vi ikke undvære den, og vi bliver trænet ved at bruge museernes, bibliotekets, spillestedernes og teatrenes tilbud. Særligt i de unge år er denne dannelsestræning i erkendelse og handling af stor betydning.

Argumentet om det gode liv

Vi søger kunst og kulturarv fordi, det giver os en særlig lyst, som ikke umiddelbart er så let at forklare. Vi bliver indfanget og opslugt af den gode bog, den gode film, den gode udstilling. Vi befinder os i en stor meningsfuldhed, når vi er opslugt af kunsten og kulturarven.  Det føles formålstjenligt uden at have et klart formål, som Kant sagde. Samtidigt kan vi opleve, at vi forener os og bliver fælles om noget.

Kunsten og kulturarven belønner os, når den gør minder lyslevende, giver os en ny indsigt, giver os en aha-oplevelse, når den får vores fantasi til at lette og afkoble fra stress og ængstelighed. Den bærer os gennem sorgen ved at spejle den, og den skabe højtider af jublende brusen ved festivaler og forestillinger.

Kunsten og kulturarven kan give os mod til at stå fast, og den kan anspore os til at forfølge udviklingen af vore talenter.

Det demokratiske argument

Kunsten og den museale fortolkning af kulturarven kan udgøre et særligt frirum for ytringer og dermed udgøre en form for ytringsfrihed, som vort demokrati ikke kan undvære. Litteraturen, filmen, malerkunsten, kulturarven osv. har alle et potentiale til at sætte emner på dagsordenen og forme vore opfattelser og æstetiske anskuelser gennem det uhyre udtrykspotentiale, de besidder. De bidrager til vores individuelle autonomi og myndighed.

Til det demokratiske argument hører også, at kulturen er social. Vi oplever sammen, vi diskuterer vores oplevelser, og vi fornemmer, at vi har noget tilfælles og hører til et sted. Dermed leder beskæftigelse med kultur til et socialt engagement, som kan styrke den demokratiske deltagelse.

Kultur og kulturarv kan udgøre et frirum fra den hierarkiserede hverdag, hvor vi altid står i et eller andet forhold, der har herredømmekarakter. Vi adlyder chefer og myndigheder, og vi udøver autoritet over for børn, i skole- og idrætsbestyrelser mmm. Kulturen er ikke herredømmefri, men at beskæftige sig med den bygger på vores frie valg, og de hierarkiske elementer i kulturaktiviteter kaster nyt lys over hverdagens. Vi bliver i stand til at reflektere mere nuanceret om fællesskabet og autoriteten.

Det økonomiske argument

Kunst har karakter af et kollektivt gode. Dvs et gode, som kan nydes af alle uden merkomstninger i et produktionsled. Forbruget af det er ikke-rivaliserende samtidigt med, at ingen kan forhindres i at bruge det.  Det er i princippet tilgængeligt for os alle, når det først er fremstillet. Og også ofte i praksis. (Ophavsretten ufortalt). Malerier kan ses på museer, skulpturer i det offentlige rum, og musik kan streames. Koncerter spilles i det fri og kan høres i radioen. Radioudsendelser koster det samme, uanset hvor mange, der hører dem. Et museum koster det samme uanset hvor mange, der besøger det. Men hvis vi ikke lader demokratiet udskrive skatter og betale for disse goder, så opstod de slet ikke, og vi ville være dårligere stillet som samfund. Vi ville være dummere, æstetisk fattigere og med en ringere historisk forståelse, kan man formode.

Den lokale økonomi kan også have gavn af kultur og kulturarv som attraktioner, der øger omsætningen i turismebranchen. Ligesom kunst- og kulturarvsuddannelser kan forøge den lokale innovative kompetence, som igen kan forøge væksten i de kreative erhverv.

Hvad kan argumenterne finde støtte i?

Dannelsesargumentet kan finde støtte i tilhængere af en aktiv og opdragende stat. Det vil typisk være kommunitarister, republikanere og de socialliberale, der støtter en fællesskabsorienteret praksis. Inden for de kulturpolitiske positioner vil det primært være nationalkonservative og kulturradikale.

Argumentet om det gode liv fører til en aktivistisk og opdragende stat, der påstår med eller uden belæg, at kultur fremme lykke og meningsfylde. Det vil kunne forsvares fra en socialliberal position, hvis der lægges vægt på kulturbeskæftigelse, som nyder en vis udbredelse og, hvis der i øvrigt kan etableres en form for evidens (f.eks. via lykkeforskning). Argumentet bygger til en vis grad på klassisk dydsetik og vil også kunne støttes af nogle nationalkonservative og republikanere, idet dog argumentet her ofte vil være, at nationen garanterer muligheden for det gode liv for borgeren qua kulturforbruger.

Det demokratiske argument kan finde støtte hos rebuplikanere og f.eks. mulitkulturalister og kommunitarister, der lægger vægt på folkelige processer, der er konfliktforebyggende og skaber sammenhængskraft. Dog vil argumentet have særlig vægt på området for foreninger, der har stor udbredelse i civilsamfundet, idet det her må formodes, at indøvningen i demokrati har størst effekt. Socialliberale vil ofte også støtte argumentet som et element i dannelsestænkningen.

Det økonomiske argument vil formentligt kunne støttes af alle politiske positioner, idet der er enighed om, at der er tale om markedsfejl, som samfundet har gavn af at gribe ind over for.

Det økonomiske argument vil dog blive modereret af ideologiske synspunkter.  Et nationalkonservativt synspunkt vil f.eks. nok tillade statslig støtte, men særligt på kulturarvsområdet og måske lset ikke på moderne billedkunst.

Til gengæld har forskningsindsatsen på hele det kulturpolitiske område være meget beskeden i forhold til andre samfundssektorer, så vi har ikke på forskningsgrund nogen viden om, hvad den optimale statslige markedskorrektion vil være – hvor meget og i hvilke sektorer af kultur og kulturarv, der skal investeres efter dette argument.

Til slut

Topholts bog er en rig kilde af indsigt og analytisk klarhed, hvis man vil forstå opkomsten og værdierne i den danske kulturpolitik. Det er også spændende, fordi han selv kaster sig ud i nogle kulturpolitiske refleksioner om ændringer i politikken uden at nå forsimplede eller skråsikre svar. Det er en meget reflekterende bog, som giver lyst til at deltage i debatten. Og man føler sig bedre klædt på til det efter at have læst bogen.

 

Bogen er meget relevant for kulturbestyrelsesmedlemmer, der vil kende baggrunden for den kulturpolitik, deres kulturinstitution drives indenfor. Det kan også være vejen til bedre at forstå den landspolitikere, som man gerne vil kommunikere med om institutionens og kulturens værdi for samfundet. I kombination med Poulsens og Stenos bog ”Lokal Lobbyisme” vil ”Kultur og Politik” skabe en meget fint oplyst baggrund for at agere aktivt udadrettet som ambassadører for institutionen.

 

Carsten Topholt (2019) Kultur og Politik Frederiksberg: Forlaget Multivers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.