Kan vi tale vores institution mere op?

Som bestyrelsesmedlemmer har vi en forpligtelse til at være ambassadører for institutionen. Vi kan skabe værdi for institutionen ved at gøre opmærksom på dens fortrin og få dens relevans for borgere og samfundsudvikling gjort tydelig.

Men hvordan bliver vi de bedste fortalere for vores institution?

I sin bog, Kultur og Politik, giver Carsten Topholt nogle gode råd til, hvordan man kan argumentere for samfundsnytten af en kulturinstitution. Han når frem til de gode råd gennem en meget systematisk proces af analyse og eftertanke, som absolut er læseværdig.

Der findes fire typer af argumentation for en kulturinstitutions samfundsmæssige nytte, siger Carsten Topholt:

  • Dannelsesargumentet
  • Argumentet om det gode liv
  • Det demokratisk argument
  • Det økonomiske argument

Dannelsesargumentet

Dannelsesargumentet beror på tanken om, at beskæftigelse med kunst og kulturarv gør os til mere oplyste mennesker, der opfatter både rationelle og æstetiske udsagn, har en bredere horisont og en dybere empati. Gennem sanserne og den følelsesmæssig respons lærer vi om tilværelsen. Dannelse gennem kunst og kulturarv gør os friere i tanken og selvstændige i dømmekraften.

Om kunsten kan man sige, at dens æstetiske kommunikation er en erkendelsesvej i sig selv. Den rummer en sandhedsværdi, som adskiller sig fra den naturvidenskabelige, men som kommer til sin ret i mange af livets spørgsmål, som ikke har en naturvidenskabelig egenart (eller ikke udelukkende naturvidenskabelig egenart). Den æstetiske erkendelse er en måde at vise tilværelsesaspekter på, som ikke entydigt lader sig beskrive med ord og formler. Derfor kan vi ikke undvære den, og vi bliver trænet ved at bruge museernes, bibliotekets, spillestedernes og teatrenes tilbud. Særligt i de unge år er denne dannelsestræning i erkendelse og handling af stor betydning.

Dannelsesargumentet kan møde modstand hos dem, der mener, at den offentlige dannelsesindsats altid vil have et element af indoktrinering og en prædiken om en særlig livsform og særlige værdier i sig, som det retteligt bør være den enkeltes eller familiens egen opgave at vælge.

Argumentet om det gode liv

Vi søger kunst og kulturarv fordi, det giver os en særlig lyst, som ikke umiddelbart er så let at forklare. Vi bliver indfanget og opslugt af den gode bog, den gode film, den gode udstilling. Vi befinder os i en stor meningsfuldhed, når vi er opslugt af kunsten og kulturarven.  Det føles formålstjenligt uden at have et klart formål, som Kant sagde. Samtidigt kan vi opleve, at vi forener os og bliver fælles om noget.

Kunsten og kulturarven belønner os, når den gør minder lyslevende, giver os en ny indsigt, giver os en aha-oplevelse, når den får vores fantasi til at lette og afkoble fra stress og ængstelighed. Den bærer os gennem sorgen ved at spejle den, og den skabe højtider af jublende brusen ved festivaler og forestillinger.

Kunsten og kulturarven kan give os mod til at stå fast, og den kan anspore os til at forfølge udviklingen af vore talenter.

Argumentet om det gode liv i er høj grad et velfærdsargument.

Argumentet om det gode liv kan møde modstand hos dem, der mener, at vi ikke ved nok om, hvad der gør folk lykkelige, og at vejen til det gode liv ikke skal lægges af staten.

Det demokratiske argument

Kunsten og den museale fortolkning af kulturarven kan udgøre et særligt frirum for ytringer og dermed udgøre en form for ytringsfrihed, som vort demokrati ikke kan undvære. Litteraturen, filmen, malerkunsten, kulturarven osv. har alle et potentiale til at sætte emner på dagsordenen og forme vore opfattelser og æstetiske anskuelser gennem det uhyre udtrykspotentiale, de besidder. De bidrager til vores individuelle autonomi og myndighed.

Til det demokratiske argument hører også, at kulturen er social. Vi oplever sammen, vi diskuterer vores oplevelser, og vi fornemmer, at vi har noget tilfælles og hører til et sted. Dermed leder beskæftigelse med kultur til et socialt engagement, som kan styrke den demokratiske deltagelse.

Kultur og kulturarv kan udgøre et frirum fra den hierarkiserede hverdag, hvor vi altid står i et eller andet forhold, der har herredømmekarakter. Vi adlyder chefer og myndigheder, og vi udøver autoritet over for børn, i skole- og idrætsbestyrelser mmm. Kulturen er ikke herredømmefri, men at beskæftige sig med den bygger på vores frie valg, og de hierarkiske elementer i kulturaktiviteter kaster nyt lys over hverdagens. Vi bliver i stand til at reflektere mere nuanceret om fællesskabet og autoriteten.

Det demokratiske element kan møde modstand hos dem, der mener, at demokratiet ikke er så væsentligt som den individuelle frihed. Et statsligt engagement i kultur med den begrundelse kan ikke støttes fra dette ståsted.

Det økonomiske argument

Kunst har karakter af et kollektivt gode. Dvs et gode, som kan nydes af alle uden merkomstninger i et produktionsled. Forbruget af det er ikke-rivaliserende samtidigt med, at ingen kan forhindres i at bruge det.  Det er i princippet tilgængeligt for os alle, når det først er fremstillet. Og også ofte i praksis. (Ophavsretten ufortalt). Malerier kan ses på museer, skulpturer i det offentlige rum, og musik kan streames. Koncerter spilles i det fri og kan høres i radioen. Radioudsendelser koster det samme, uanset hvor mange, der hører dem. Et museum koster det samme uanset hvor mange, der besøger det. Men hvis vi ikke lader demokratiet udskrive skatter og betale for disse goder, så opstod de slet ikke, og vi ville være dårligere stillet som samfund. Vi ville være dummere, æstetisk fattigere og med en ringere historisk forståelse, kan man formode.

Den lokale økonomi kan også have gavn af kultur og kulturarv som attraktioner, der øger omsætningen i turismebranchen. Ligesom kunst- og kulturarvsuddannelser kan forøge den lokale innovative kompetence, som igen kan forøge væksten i de kreative erhverv.

Det økonomiske argument vil formentligt kunne støttes af alle politiske positioner, idet der er enighed om, at der er tale om markedsfejl, som samfundet har gavn af at gribe ind over for.

Det økonomiske argument vil dog blive modereret af ideologiske synspunkter.  Et nationalkonservativt synspunkt vil f.eks. nok tillade statslig støtte, men kun på kulturarvsområdet og ikke på moderne billedkunst.

Til gengæld har forskningsindsatsen på området være meget beskeden i forhold til andre samfundssektorer, så vi har ikke på forskningsgrund nogen viden om, hvad den optimale statslige markedskorrektion vil være – hvor meget og i hvilke sektorer af kultur og kulturarv, der skal investeres efter dette argument.

Brug det

I det ovenstående er Carsten Topholts argumenter forsøgt beskrevet så godt som muligt i en kortere form end i bogen. Topholt forsøger så også at argumentere for, at den offentlige sektors institutioner ikke egner sig lige godt til dem alle. Dette afsnit fortjener i høj grad en modargumentation, hvad pladsen dog ikke tillader her.

Det kunne være en idé, at lade bestyrelsesmedlemmerne forholde sig til den struktur, som Topholt her angiver, og i en fælles drøftelse med ledelsen nå frem til, hvad den enkelte institution vil lægge mest vægt på i deres udadrettede kommunikation og deres fortalervirksomhed for institutionen. Måske i en form for fortælling om, hvad institutionen gør ved sit lokalområde og sine brugere.

En godt gennemtænkt kommunikation på baggrund af disse principielle argumenter vil alt andet lige kunne styrke institutionens position og legitimitet.

Carsten Topholt (2019) Kultur og Politik Forlaget Multivers

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.