Debatten om den gode bestyrelse bør ske i demokratisk åbenhed

Af Rasmus Adrian

Kulturministeriet har påbegyndt et arbejde med at revidere anbefalingerne til god ledelse af større kulturprojekter. Rasmus Adrian argumenterer for at arbejdet med anbefalingerne bør forankres i erfaringer fra kulturlivet og bør ske i en demokratisk forpligtende åbenhed. To aktuelle sager viser at også tilskudsydere bør blive bedre til aktivt at arbejde med governance-principper i kulturlivet. Vejen frem mod governance-standarder, der er meningsfulde og relevante for kulturbestyrelser, går gennem en åben dialog blandt relevante aktører i kulturlivet, der som minimum involverer de offentlige tilskudsydere – stat og kommuner – og kulturbestyrelserne.

Foreningen af Danske Kulturbestyrelser blev dannet med et ønske om at skabe opmærksomhed om kulturbestyrelserne i kulturlivet, og sætte de vilkår, bestyrelser er underlagt, til en demokratisk debat. Et væsentligt grundlag for det gode bestyrelsesarbejde er et sæt governance-standarder for bestyrelser på kulturområdet. Et sæt standarder, der fungerer som en forpligtende reference for både tilskudsydere og kulturbestyrelser, og som også meget gerne må indeholde mere uformelle og praktiske overvejelser og hensyn, der er afgørende for det gode bestyrelsesarbejde.

Kulturministeriet har to sæt af anbefalinger om kulturledelse – fra hhv. fra 2006 og fra 2011 – der spiller denne rolle. Et om ledelse i større kulturprojekter og et om ledelse af kulturinstitutioner. Anbefalingerne bliver brugt både af bestyrelser og tilskudsydere som mere eller mindre forpligtende råd til, hvordan bl.a. formelle rammer, ansvar og roller bør håndteres i bestyrelsesarbejdet.

Anbefalingerne blev forfattet efter et politisk ønske om at klarlægge sunde governance-principper for kulturområdet. Det var det såkaldte “Lars Liebstudvalg” nedsat af Kulturministeriet, der den gang stod bag arbejdet. Der er meget godt at sige om begge sæt af anbefalinger. Begge indeholder væsentlige standarder, der er et nødvendigt udgangspunkt for governance-arbejdet i kulturlivet. Men der er også mangler i anbefalingerne, der bærer præg af at være skrevet med udgangspunkt i offentlige tilskudsyderes interesser.

I dialogen med foreningens medlemmer er det blevet tydeligt, at der er behov for anbefalinger, der i højere grad er forankret i bestyrelsernes praksis. Flere af vores medlemmer har peget på netop dette: At anbefalingerne foruden at sætte en standard på området også bør være et praktisk redskab i den enkelte bestyrelses arbejde med at forvalte sit bestyrelsesansvar. Her halter det desværre for anbefalingerne, der ikke blev udarbejdet med udgangspunkt i de konkrete erfaringer fra kulturbestyrelserne.

Det forlyder, at Kulturministeriet har påbegyndt et arbejde med at revidere det første sæt af anbefalinger for god ledelse i større kulturprojekter. Arbejdet udføres af et nyt udvalg med Lars Liebst som formand.

Det er positivt, at de mere end 10 år gamle anbefalinger får et eftersyn. Den løbende udvikling på kulturområdet må nødvendigvis medføre justeringer og ændringer i standarderne. Fra Foreningen af Danske Kulturbestyrelser kunne vi have ønsket os, at arbejdet var blevet iværksat i en åben dialog med kulturlivet. Da de første anbefalinger blev forfattet, var det i praksis ikke muligt at involvere kulturbestyrelserne. Det er det i dag, hvor kulturbestyrelserne nu er organiseret som forening med mulighed for at formidle erfaringer og synspunkter fra området.

Et af de forhold, vi gerne ville have lejlighed til at gøre opmærksom på i revisionen af anbefalingerne, er behovet for, at tilskudsyderne respekterer kulturlivets governance-principper. To aktuelle sager viser, at der også blandt kommunale og statslige tilskudsydere er behov for en større viden og forståelse.

En dugfrisk afgørelse fra Erhvervsstyrelsen i sagen om Wonderful Copenhagen bør give anledning til eftertanke blandt kommunale politikere og embedsmænd. Et medlem af Københavns Borgerrepræsentation har modtaget instrukser fra kommunens embedsmænd forud for hvert bestyrelsesmøde i Wonderful Copenhagen og har ageret på baggrund af disse instrukser. I afgørelsen fra Erhvervsstyrelsen fastslås det, at bestyrelsesmedlemmer udpeget af kommuner som hovedregel ikke kan være underlagt en kommunal instruks. I afgørelsen udtaler styrelsen kritik af, at den pågældende politiker handlede efter instruktion fra Københavns Kommune uden behørig hensyntagen til, om instruksen var i overensstemmelse med Wonderful Copenhagens interesser.

Politisk udpegede medlemmers uafhængighed og, hvilken rolle den udpegende myndigheds interesse spiller i forholdet til institutionens interesse, er spørgsmål, vi ofte støder på.  Sagen om Wonderful Copenhagen er unik og spektakulær af mange årsager, men rummer efter min opfattelse her en problemstilling, der er udbredt i kulturlivet. Der eksisterer tydeligvis en usikkerhed på området og en manglende konsekvens i den måde f.eks. kommuner håndterer kommunale og institutionsmæssige interessemodsætninger på blandt kommunale repræsentanter i kulturbestyrelser. Med afgørelsen i sagen om Wonderful Copenhagen har vi så fået Erhvervsstyrelsens ord for, at bestyrelsesmedlemmer har pligt til at handle efter institutionens interesser og ikke kan lade sig instruere af en kommunal tilskudsyder.

I en anden aktuel sag har kulturministeren udpeget bestyrelsesformænd til de store landsdelsscener. I to ud af fem tilfælde er der tale om udpegninger af formænd, der efter kulturministeriets egne anbefalinger ikke er uafhængige. I det ene tilfælde er det en netop afgående direktør for et teater, der udpeges til formand i samme institution. I det andet tilfælde er der tale om en kulturordfører i folketinget, der udpeges. Jeg ønsker her på ingen måde at forholde mig til udpegningerne som sådan, men blot pege på det uheldige i, at kulturministeren med udpegningerne ser ud til at overse betydningen af uafhængighed, herunder også uafhængighed hos bestyrelsesformænd.

Det er almindeligt accepteret blandt eksperter, at det er hensigtsmæssigt for bestyrelsens arbejde, at formanden er uafhængig. En af formandens vigtigste funktioner er bl.a. at sikre, at bestyrelsesmedlemmernes viden, synspunkter og vurderinger bredt og åbent inddrages i bestyrelsens arbejde. En opgave der kan være vanskelig at løfte for en formand med særlige interesser i forhold til den pågældende institution.

De to sager illustrerer, at hvis vi skal skabe standarder for godt bestyrelsesarbejde, der har gennemslagskraft, må de skabes gennem en åben dialog blandt relevante aktører i kulturlivet, der som minimum involverer de offentlige tilskudsydere – stat og kommuner – og kulturbestyrelserne. Det er den eneste vej til at skabe standarder, der opleves relevante og praktisk anvendelige blandt bestyrelserne og er forpligtende for alle aktører på området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.